Vigersted Skole ligger smukt placeret ca. 10 km nordøst for Ringsted centrum med naturen som baghave. Vi har dejlige udearealer, idrætshal og gode faglokaler. På vores stemningsfyldte landsbyskole er der plads til alle.
Skolen har ca. 260 elever fra 0. - 9. klasse og ca. 55 lærere, pædagoger og andre medarbejdere.
Tilgang:
Vigersted Skoles tilgang er, at vi giver mere, end vi tager. Det gælder både for personale og elever. Det betyder, at vi alle skal gøre vores bedste for at hjælpe hinanden. Det kan for eksempel være en ældre elev, der viser omsorg for en yngre elev, der er ked af det i frikvarteret. Eller eleven, der giver sin klassekammerat en hånd med en svær opgave. Det kan også være læreren eller pædagogen, der rækker ud til en forælder for en lille, men vigtig snak om barnet.